Børn byggede naturlegeplads

Naturlegeplads i Gellerup - foto fra en af de første dage
Børnene byggede deres egen naturlegeplads i Gellerup. En kæmpe 12-gynge og en ruchebane i Kælkebakken er resultatet af en uges legepladsbyggeri midt i Gellerupparken. En uge, der desværre sluttede noget kedeligt.

En af de sidste uger i sommerferien gennemgik Kælkebakken midt i Gellerup en større omforandring, da der i den ene af kælkebanerne blev indbygget en stor ruchebane i fire afsnit. Og på plænen neden for Kælkebakken knejser nu en kæmpegynge med hele 12 gynger, som nærmest ligner en hel skulptur.
Der er børnene i Gellerup, der sammen med voksne fra flere af de lokale institutioner, nogle få frivillige og grønguide Per Thornberg fra Aalborg Øst, i løbet af ugen selv byggede legepladsen, der er bygget af en bunke lange træstolper, som blev leveret helt friske med bark, som det var en stor opgave at få barket af – en opgave, som selv de helt små børn gik til med stor energi.

Indianerdrømme
Med på besøg i Gellerup var også Johanne Eagle Road fra Ry, der medbragte to af hendes store tipier, som nogle af legepladsbyggerne overnattede i i ugens løb.
Så sideløbende med, at der blev bygget naturlegeplads på kælkebakken, kunne børnene også bygge indianske drømmefangere, lave små amulethalsbånd, bage majspandkager over bål og høre om indianernes kultur.

Tre års forberedelse
Der har været arbejdet med planerne om at bygge en stor naturlegeplads midt i Gellerupparken i de sidste tre år. Ideen stammede fra et besøg i Aalborg Øst, hvor grøn guide Per Thornberg gennem flere år har været med til at bygge i snesevis af naturlegepladser, som i dag glæder børnene i hele bydelen.
En gruppe beboere og medarbejdere i Gellerupområdet har siden sammen med Naboskaberne arbejdet på at skaffe penge til projektet – og det lykkedes endelig dette forår. Pengene er kommet fra Friluftsrådet og Lokale- og Anlægsfonden.

Noget kedelig afslutning
Selve legepladsbyggeriet var i løbet af ugen ramt af flere trælse forhindringer… de første par dage var vejret meget dårligt. Det regnede, var små koldt og blæsende. Og antallet af frivillige voksne, som kiggede forbi og bidrog med at bygge, var til at overskue, men det blev i høj grad opvejet af små børn og unge, som var flittige til at slæbe, afbarke og give en hånd med, hvor der var brug for det.
Den næstsidste arbejdsdag sluttede dog rigtig træls, da en lille gruppe unge synes, at det var sjovt at kaste sten ned over teltlejren… og da et par andre unge fyre senere ud på aftenen dukkede op og blev ved at pille ved værktøjet, selv om de blev bedt om at lade være, og samtidig truede med at brænde lejren af… ja, så blev tipierne pakket sammen – og arbejdsholdet fortrak et andet sted hen for at sove for natten. For så at vende tilbage fredag og færdiggøre legepladsbyggeriet. Truslerne om ildspåsættelse blev efterfølgende meldt til politiet.
Ærgerligt at en lille håndfuld unge skulle gøre afslutningen på projektet så negativt. Men heldigvis står resultatet af ugens anstrengelser i dag tilbage i Gellerup til glæde for de mange gode børn, som var med til at gøre den overordnede indtryk af projektet til en rigtig positiv oplevelse…


Læs flere artikler i Skræppebladets septemberudgave: http://www.skraeppebladet.dk/gammel/September07.pdfLæs også her på Skræppebladets blog om naturlegepladsen

Blogartiklen er oprettet: 01. sep 2007


Del eller print denne side:  

Tilbagevisende links


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | okt | 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt