Afd. 11: Endelig nyt vaskeri i Odinsgård
Afdeling 11 – Odinsgård
Vaskeriet har fået en ordentligt make-over
Tekst og foto Elsebeth Frederiksen
Det glemte fællesrum – vaskeriet – har fået en gevaldig make-over.
Når du træder ind i vaskeriet i Odinsgård, bliver du imponeret. Der er kunst malet på væggene, nyt gulv og endda et par boghylder.
Efter en længerevarende lukning på ca. seks uger er det endelig blevet indviet.
Thomas Olesen er ovre at vaske, da Skræppebladet er på besøg. Selvom han synes, det var træls, at vaskeriet var så længe lukket, var der fin information fra bestyrelsen og servicekontoret, og han fik bare vasket tøj andre steder.

Thomas Olesen mener, at der har været fin information om lukningen af vaskeriet.
Afdelingsformand Lene Olm forklarer, at beboerne har taget lukningen fantastisk fint, de har været flinke til at hjælpe hinanden, og de, som var afhængige af vaskeriet, er blevet hjulpet af andre beboere, som har egen vaskemaskine. Afdelingsbestyrelsen havde også lavet aftale med Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede om at være til rådighed, hvis en beboer ønskede hjælp til vasketøjet.
”Vi har længe ønsket at få gjort noget ved vores fælles vaskeri, det fremstod trist og var svært at holde rent.” fortæller Lene.
”Det er et rum, som altid bliver glemt, men det er jo rent faktisk det mest brugte fællesrum, afdelingerne har, og derfor oplagt at give langt mere opmærksomhed. Så bestyrelsen besluttede at gøre det indbydende og spurgte i december beboerne, hvad de tænkte om det. Vi fik beboernes ja til at få indrettet og udsmykket vaskeriet for det restbeløb, som der var tilbage efter indkøb af maskiner.”

Lene Olm viser bagsiden af vaskemaskinerne, som gør det nemmere at gøre dem rene.
Der er gjort en række tiltag, de har fået skjult installationerne, malet og lagt helt nyt gulv, ændret lyssætning fra blåt til varmt lys og fået kunstneren Lydia Wienberg til at dekorere væggene. Så nu hænger der permanent vasketøj på tørresnoren, blomster og andre motiver for at gøre vaskekælderen lys og venlig.
Smarte løsninger og genbrugsbøger
Samtidig med at Odinsgård har fået det hyggeligste vaskeri i boligforeningen, så har de også fået nye maskiner, der er energibesparende, nyt blødvandsanlæg og sæbesystem, der sparer det sidste hold skyllevand m.m.
Bestyrelsen regner med, at der er en rigtig pæn besparelse på forbrugsudgifterne i årene fremover. ”Det kan betale sig at se på fælles vaskerierne i forhold til forbrug, og måden, beboerne bruger vaskeriet på efterfølgende efter istandsættelsen, er et plus,” siger Lene.

Kom og hent en gratis bog!
Odinsgård har i flere år haft et vaskeribibliotek, hvor beboerne kunne sætte og låne bøger. Med den nye indretning er det nu en oplagt mulighed at holde en stille stund for sig selv med en bog eller tage en lille sludder med naboerne over en kop te eller kaffe, for det kan man nemlig nu også lave sig i vaskeriet.
Lige nu står der en del bøger på reolerne, endda nogle, som skræppens udsendte havde lyst til at tage med hjem.

En del af kunsten på væggene, som gør vaskeriet ret hyggeligt.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2017-03 Maj