Et drivhus uden jord er der ikke megen fidus ved
Vild med Gellerup gør status på et år med coronavenlige udendørsaktiviteter med fokus på kultur, kunst og haveaktivitet
Af Helle Hansen
Det kunne godt lyde som en Aarhushistorie – et drivhus uden jord, men sådan forholder det sig med drivhuset på toppen af Blixens. Det fine glashus med elektroniske åbne-lukke-funktioner i taget og indlagt vand er fyldt med flotte specialfremstillede plantekummer, der også findes i stort antal på tagterrassen udenfor.
Desværre har det i løbet af det år, projekt Vild med Gellerups Spirehus-gruppe har forsøgt at opstarte grønne aktiviteter i drivhuset, ikke været muligt for kommunen at finde ud af, om taget overhovedet kan bære, at der kommer jord i plantekummerne.
Den manglende afklaring på jord-situationen betød ved årsskiftet, at de frivillige fra Vild med Gellerups Spirehus-gruppe returnerede brikkerne, der gav adgang til tagetagen. For uden jord er det svært at lave grønne aktiviteter.
Ærgerligt, fordi eftersommerens aktiviteter med fællesspisninger med bankospil og sang fra Højskolesangbogen beviste, at der kunne skabes en helt fantastisk stemning i drivhuset, der har den kønneste udsigt ud over Gellerup og omegn.
Krydderurtekort og gavlkunst
Projekt Vi spiser Gellerup fik skabt overblik over, hvor beboere og andre nysgerrige aarhusianere skal gå hen og lede, hvis de vil sanke havtorn, plukke persille eller høste rabarber i byparken i Toveshøj eller Joops Have i Gellerup. I løbet af sommeren blev der holdt flere fællesspisninger rundt i det grønne, hvor pigerne fra Hej Blokken bød på lækre smagsprøver fra de indsamlede urter og bær.
En kedelig grå sydgavl på en af de få blokke, der ikke er udset til at skulle lade livet, fik hen over sommeren pludselig nyt liv nærmest bogstaveligt, da Gellerups Glade Gavlmalere slap malerpenslerne løs og lavede et farverigt gavlmaleri med masser af eksempler på Gellerups vilde liv over fire etager i samarbejde med kunstneren Thomas Kruse.
Gadekunst og højbede
Gellerups hvide betonstier, som slanger sig op gennem de grønne områder, blev nærmest levende, da gruppen Kunst i Natur slap en masse børn udrustet med farvekridt løs på stierne. Der blev malet blomster og små krible-krable-dyr i alverdens farver.
Med udgangspunkt i den nye fælleshave neden for den hvide gård holdt gruppen Alverdens Haver, da det endelig blev sommer, flere grillarrangementer mellem de nyanlagte højbede, som beboerne kan leje og dyrke grøntsager i. Det blev også til et par inspirerende udflugter til Økologiens Have og en permahave ved Brabrand Søen.
Det forsvundne drivhus
Lidt tragikomisk så mangler fælleshaven, der er en del af det prisnominerede byparksprojekt, stadig at få leveret det drivhus, der ellers skulle have været placeret oven på det 100 kvadrater store betonfundament, der er støbt midt i fælleshaven – med strøm, vand og afløb. Her må de gode havefolk kigge langt efter det glashus, der ellers blev lovet ved skåltalerne, da parkprojektet for snart seks år siden blev afsløret.
Du kan læse mere på www.vildmedgellerup.dk
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-01 Februar