Fire år med den boligsociale helhedsplan
Den nuværende helhedsplan har været i gang siden 2018 i afd. 4, Gellerupparken, og afd. 5, Toveshøj
af Troels Bo Lund Knudsen
Til sommer bygges der videre på de sidste fire års erfaringer med opstart af en helt ny boligsocial helhedsplan. Vi sætter derfor fokus på, hvad helhedsplanen har betydet, og hvilke resultater den har skabt. I dette og de næste numre af Skræppebladet vil vi derfor have et tema om den boligsociale helhedsplan.
Den nuværende boligsociale helhedsplan
Det boligsociale arbejde i Gellerupparken og Toveshøj hænger tæt sammen med de fysiske forandringer i området. Ligesom med den fysiske helhedsplan er det målet med de boligsociale indsatser at løfte lokalområdet på en række sociale parametre som beskæftigelse, uddannelse, tryghed, deltagelse i samfundet samt børn og voksnes trivsel.
Fokus på beskæftigelse
I den nuværende boligsociale helhedsplan, som løber fra 2018 til 2022, har der været et fokus på at få så mange lokale beboere i beskæftigelse og uddannelse som muligt. Dette er i høj grad lykkedes takket være et tæt samarbejde med Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, som har prioriteret fremskudte medarbejdere i området, som har indgået direkte i den boligsociale helhedsplan.
I samarbejde med Brabrand Boligforenings boligsociale medarbejdere er der blevet udviklet jobdating-arrangementer, hvor lokale beboere succesfuldt er blevet knyttet sammen med lokale virksomheder, der søger arbejdskraft.
Ligeledes har der været stor succes med både håndholdte indsatser og gruppeforløb for netværk af beboere, der f.eks. har haft et ønske om at arbejde som social- og sundhedsassistenter.
Et tæt samarbejde med KVINFO har resulteret i et stort mentornetværk, hvor lokale kvinder, der gerne ville tættere på arbejdsmarkedet, blev knyttet sammen med en mentor, der støttede dem i at opnå deres mål.
Der har selvfølgelig også været fokus på mange andre aktiviteter ud over beskæftigelse og uddannelse. Der er skabt et fællesskab af lokale fædre, som kaldes baba, som indgår som en lokal del af et nationalt Baba-netværk.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-03 Maj